Slægten Munk 

Slægtsbog
Af Marius Munk (min farfar)

Når jeg nu begynder arbejdet på en slægtsbog er det ikke alene med tanken på fortiden, på forfædrene, men især med tanken på dem, der skal leve efter mig, på Jer, mine børn og Jeres efterkommere frem i tiden. Dersom jeg hørte til en uddøende slægt, ville jeg næppe gå i gang med dette ret store arbejde, selv om jeg personlig interesserer mig derfor.

Jeg håber, at i hvert fald nogle af Jer vil interessere sig for slægtshistorien og til sin tid fortsætte den ved at berette om Eders oplevelser. Således fortsat forekommer det mig, at en sådan bog må kunne blive i høj grad interessant og – hvad jeg anser for hovedsagen – kunne danne et værdifuldt bindeled mellem de forskellige slægtled. Blandt nutidens opvoksende slægt er der vist nok i øjeblikket sørgelig liden sans for forfædrenes liv og færd. Jeg håber ikke, at mine efterkommere nogensinde skal komme til at stå således uden viden om og sans for deres forfædre, rodløse. I sin udmærkede sang (Som dybest brønd) siger Aakjær: ”Hver skimlet skrift, hver skjoldet alterbog har gemt et gran af slægtens ve og våde. Nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog og løfte mig en flig af livets gåde”. Det er godt, ja nødvendigt, når livet skal lykkes, at føle sig rodfæstet og grundfæstet i det bedste, som forfædrene har haft deres livsrigdom i. Det er da også naturligt, at de erfaringer, de foregående slægter har gjort i nogen måde kom de efterfølgende slægter til gode.  

Om jeg når så langt med dette arbejde, som jeg gerne ønsker, vil jo afhænge af, hvor vidt og hvor langt mine kræfter strækker til. I kladden har jeg bevæget mig baglæns; først har jeg fortalt om nogle af mine personlige oplevelser gennem barndom-ungdom-manddom og nu ind i alderdommen. Nu tager jeg så fat fra den modsatte ende og begynder med, hvad jeg ved om slægten længst tilbage i tiden, idet jeg nummererer generationerne 1-9.  

 Slægtstavle i lige opadgående linie – i oversigtsform 

1. Laust Nielsen Tamstrup, g.m. Karen Pedersdatter Graft,  forpagter af gården Haven
2. Niels Sørensen   1616- 1672, g .m. Margrethe  Lauridsdatter Ternstrup, datter af L.N.T. Rådmand i Sæby
3. Søren Nielsen 1660- 1730. G .m. Birgitte Ottesdatter. Købmand og Byfoged i Sæby
4. Niels Sørensen 1686- 1762, g .m. Ida Marie Gesmell 1688-1774. Tolder og landfoged på Læsø, ejer af Lerbæk; hans børn bærer navnet Wiirnfeld
5. Birgitte Ottonia Wiirnfeld, g.m. sognepræst Søren Anker Munk i Kornum og Løgstør 1716-1787, søn af købmand i Horsens Niels Munk d. 1733
6. Niels Severin Munk 1762-1837, forpagter på Rydhave, Ejer af Vejbjerggård, sidst af Charlottenlund. G.m. Johanne Elisabeth Hansen
7. Søren Anker Munk 1798-1873, Charlottenlund, siden Hårby. G.m. Anne Marie Cathrine Christensdatter 1808-1887
8. Jens Christian Munk 1838-1913. Gårdmand i Sejling, g.m. Mette Marie Nielsen 1843-1883
9. Marius Munk f. 29.6.1876, død 1950. G .m. Anne Ottilia Olsen 1880-1950. Hjælpelærer i Assing ved Kibæk 1.10.1898-forsommer 1899. Andenlærer  i Bybjerg 1899-1902. Enelærer i Grættrup 1902-1910. Førstelærer i Sjelle 1910-1917 og i Høve i Odsherred 1917-1946. Død i Asnæs 1950. Begravet på Asnæs Kirkegård.  
10. Søren Anker Munk, f. 10.1.1907 i Grættrup. Død 30.11.1961. G .m. Christine Petersen , f. 15.12.1907., død 1980. Løjtnant i flyvevåbnet, assurandør i Hillerød, depotbestyrer for KKKK i Kolding, 1945-ca. 1960 selvstændig erhvervsdrivende, derefter salgschef i Fa. S.A.Christensen, der forhandlede Mercedes-biler. Død ved en bilulykke 30. nov. 1961. Begravet i Kolding  

 Stamtavle  i lige opadgående linie  - uddybet

1. Laust Nielsen Tamstrup, g.m. Karen Pedersdatter Graft.  Forpagter af gården Haven i Tårs sogn. De første 4 generationer af slægten hører hjemme i Vendsyssel.
2. Niels Sørensen    1616- 1672, g .m. Margrethe  Lauridsdatter Ternstrup, datter af L.N.T.(nr. 1).  Rådmand i Sæby
3. Søren Nielsen 1660- 1730. G .m. Birgitte Ottesdatter. Købkand og Byfoged i Sæby. Han var på den tid den eneste velstillede mand i Sæby (Boberg).Om Søren Nielsen siger stiftamtmand Jørgen Bille 1730: ”Byfoged udi Sæby er nogle og halvfjerdsindstyve år, haver ej nogen tid været merget lovkyndig, men passerer for en ærlig mand, på det nær hans svogre, som er tvende sønner og tvende døtres mænd, have bragt ham til at begå store fauter [fejl] ved rettens administration samt byen at håndhæve og gouvernere, som regeres så slet, at hans egne børn haver alle de midler og handel, som er ude i byen, og de andre borgere ej haver salt til et æg; videre end han og børnene vil unde dem. Byfogdens løn er, som andre betjenteres tjeneste, som betjener retten, så liden, at en fattig ærlig karl, som ville gøre ret, ej kan leve deraf, des årsage administreres retterne som rettens betjentere deres forstand og nødlidenhed for godt befinder.”

4. Niels Sørensen 1686- 1762, g .m. Ida Marie Gesmell 1688-1774. Købmand i Sæby, kancelliråd , tolder og landfoged på Læsø og til sidst ejer af gården Lerbæk i Elling sogn og Skårupgård mellem Frederikshavn og Sindal (Tolne sogn). Hans mange børn antog navnet Wiirnfeld  eller Wiernfeld [skrives også Würnfeldt, men det er sikkert en skrivefejl], uden at det vides hvorfra navnet stammer.

Om en bror til Niels Sørensen hedder det, at han var storkøbmand i København og ejer af Dronninglund og Dronninggård i Vendsyssel, han hed Jacob Severin. Han havde i nogle år handelsmonopol på Grønland, hvor han anlagde flere kolonier, bl.a. Jakobshavn, der nok har navn efter ham. Engang sendte han ”skikkelige bønderkarle” fra Hals og Dronninglund sogne op til Grønland, hvor de ved giftermål med grønlænderinder skulle skabe en ny og bedre race. Dette var bedre, mente han, end at overlade raceblandingen til ”de liderlige Holmens matroser”, som før opsendtes til grønlændernes forargelse. (Boberg).

5. Birgitte Ottonia Wiirnfeld, g. m. sognepræst Søren Anker Munk i Kornum og Løgstør 1716-1787, søn af købmand i Horsens Niels Munk d. 1733. Hvor denne stammer fra vides ikke, da kirkebøgerne fra Horsens skal være brændt. Ifølge familietraditionen skal vort familiechatol være lavet i Horsens til sønnen Søren Anker, da han studerede til præst. Søren Anker Munk var først præst i Børglum i Vendsyssel 1741-1762, senere i Kornum og Løgstør fra 1762 til sin død 13.2.1787.  Den 16.8.1741 blev han gift med Anna Berthelsdatter Fædder, der døde 1756.

I kirkebogen for Børglum skriver S.A.: ”22. december (1756) blev min allerkæreste og dyrebare hustru Anna Fædders lig hensat i Børglum Kirke. Hun døde hellers tirsdagen den 7. december om morgenen kl. 5 i hendes alders 42. år, da hun havde været præstekone i 15-16 år. Jeg, hendes bedrøvede mand, savner hende i hende en mageløs ægtefælle, hendes 5 børn en kærlig og omhyggelig moder, de fattige her en gavmild velædlere. Gud, som er al trøstes Gud, trøste og husvale os alle i vor sorrig for hende.” To år senere giftede S.A. sig med Birgitte Ottonia Wiirnfeld, fra hvem vi nedstammer.

Det ser ud til, at S.A. Munk har været en stejl og stridig natur, nærmest et særsyn inden for den ellers så fredsommelige Munkerace. I visitatsbogen for 1741 står: ”Biskoppen ventede sig flid af ham og klagede heller ikke senere hverken over hans lærdom eller levnet.” 1761 bemærker biskoppen: ”Der er uvenskab og processer mellem kirkeejeren og sognepræsten, både om indkomster og om andre dem imellem værende hændelser, hvori de venter dommerens kendelse. Disse stridigheder var af en meget heftig natur og varede ved, efter at Munk var forflyttet til Kornum. Jeg talte vel noget med hver især om forlig, men deres tanker er endnu om deres sager vidt adskilte”. Ved visitationen 1757 blev præsten ”meget nedslaget i sindet ved hans ungdom [de unge i sognet] var meget slet imod sædvane”, hvad biskoppen var gerådet i harme over. 1761 var alt dog godt igen. 1761 skriver biskoppen: ”Der var og nogen uorden deri, at mange stakkels kvindemennesker sukker over, at de bliver afholden fra den hellige nadver, fordi de bragte følgesedler med sig på slet (d.v.s. ustemplet) papir.” Biskoppen skriver til Munk, at ”når der intet andet er til hinder end følgesedlernes urigtige form, så måtte han til videre på mine ord og ansvar admittere dem til Herrens bord. Derfor nu og disse arme kvindfolk blev annammede til nadveren med stor glæde.” (Boberg)

6. Niels Severin Munk  f. 17.12.1760, død 17.1.1837. Gift 23.2.1798 med Johanne Elisabeth Hansen, datter af  lade- og skovfoged på Sofiendal, Venge, Kristoffer Hansen. N.S.M. blev forpagter på Rydhave, Ejer af Vejbjerggård, sidst af Charlottenlund.

Niels Severin Munk, præstesønnen fra Børglum, må vist have været meget forskellig fra de øvrige forfædre, noget i retning af en vovehals, nærmest et særsyn i en race, hvis mest gennemgribende særkende er og har været forsigtighed, især hvor det gælder penge og gods. Min far [ Jens Christian Munk 1838-1913] har fortalt, at NSM ofte sagde til sin søn Søren Anker: ”Dig bliver der aldrig noget af, du tør jo intet vove.” NSM har tydeligt nok stilet efter at blive herremand. En tid (man ved ikke hvor længe) var han forpagter på Rydhave, en gård i Ryde sogn mellem Skive og Lemvig (41 tdr. hartkorn).  Senere købte han gården Vejbjerggård i Humlum sogn, ca. 2 mil øst for Lemvig, en gård på 9 ¾ tdr. hartkorn. Her giftede han sig . I kirkebogen for Humlum sogn skriver præsten: ”1798 d. 23. Februar copuleret på Wejbjerggård med kgl. bevilling Hr. Niels Severin Munk med jomfru Johanne Elisabeth Hansen.”

Hvor længe de boede på Vejbjerggård vides ikke, men da sønnen Søren Anker blev konfirmeret i Holstebro, kunne det tyde på, at de har boet der; tænkes kan det naturligvis også, at sønnen har gået i skole i Holstebro og derfor er blevet konfirmeret her. Imidlertid købte NSM siden gården Charlottenlund i Kragelund sogn; man antager det er sket engang i tiden mellem 1814 og 1820. Her oplevede han pengekrisen med statsbankerotten. Dette ramte også NSM. Han skyldte (efter hvad min farbror Erik skriver) 20.000 Rigsdaler i gården og var ved at gå fallit, da hans svoger Erik Hansen fra Overgårds Mølle på Randersegnen kom ham til hjælp, idet han købte Charlottenlund for 800 Rigsdaler (velsagtens i sølv) på den betingelse, at Niels Severins søn Søren Anker blev taget fra sin plads som handelslærling i Ålborg. Han skulle så overtage Charlottenlund, forsørge sine forældre og afdrage gælden, hvilket nok også lykkedes for ham. På den måde blev min bedstefar Søren Anker landmand og ikke forretningsmand. Jeg har altid forestillet mig, at Niels Severin har haft en trist alderdom som aftægtsmand. Efter sit bevægede liv som herremand og handelsmand sad han nu her på Charlottenlund, tilmed var han nok blind de sidste år af sit liv. En kyndig og anset handelsmand skal han have været. Min far har fortalt, at han (NSM) engang blev betroet at købe et par køreheste til den daværende amtmand i Randers.

Niels Severins kone havde en søster, der i mange år var kammerjomfru hos geheimerådinde Voyda på Sofiendal. Hun døde ugift på Charlottenlund. En anden søster blev gift med ovennævnte Erik Hansen på Overgårds Mølle. De havde ingen børn (men store rigdomme) og tog Niels Severins søn og datter til sig. Sønnen Kristoffer fik møllen, og søsteren blev gift med en Kjeldsen på gården Kragelund. En bror til Niels Severins hustru blev præst i Thorning, Blichers formand [forgænger]. Han antog navnet Gundorph; hvorfra dette navn har sin oprindelse vides ikke (Farbror Erik). Kristoffer Hansen på Overgårds Mølle slettede navnet Munk. Hans to sønner, den ene landmand, den anden dyrlæge, antog siden Munkenavnet. De  levede sammen ugifte i største nøjsomhed trods deres rigdom, vist omkring 600.000 kr. Desværre døde dyrlægen først, og det førte til, at en stor del af den efterladte formue blev skænket til forskellige legater, så da den længstlevende døde 1933, var der kun tilbage til deling mellem familien ca. 240.000 kr., hvoraf der til min part blev ca. 1700 kr.

7. Søren Anker Munk (min bedstefar), født på Vejbjerggård 12.8.1798. Død 1873. Gift 16.11.1831 med Ane Marie Cathrine Christensdatter (eller Christensen), datter af gårdmand i Gunder Christen Nielsen. Hendes daglige navn må have våret Marie, da de mange af børnene, der bærer navnet Marius, er opkaldt efter hende. Hun blev født 19.5.1805, død 17.4.1887.

Som før bemærket blev SA taget fra handelslære i Ålborg for at overtage Charlottenlund. Vistnok i 1843 solgte han Charlottenlund og købte en gård i Hårby, Venge sogn i Skanderborgegnen. Hvorfor denne handel skete, ved jeg ikke, jeg mener at have hørt, at Bedstefar bagefter skal have fortrudt, at han solgte Charlottenlunbd. Dette hang antagelig sammen med, at Bedstefar havde et tungt sind, ængstelig for udkommet, skønt han var en velstillet mand, der kunne give hvert af sine børn en arv på 2800 rigsdaler, mange penge dengang. [Det er næsten umuligt at omregne værdien af den tids rigsdaler til vor tids mønt - til sammenligning kan nævnes at i 1868 havde et viskestykke  en værdi af 2 rigsdaler]. 

Han skal have været en særpræget og begavet mand. Farbror Erik skriver:  ”At Fader var en betydelig mand kan du forlade dig på. Skønt han aldrig kom  til at sætte synderlig pris på østboerne [østjyderne] så nød han almindelig agtelse [respekt]. Dette blev også bevidnet ved hans begravelse. Præsten sagde: ”Jeg har været her så kort og kom ikke til at kende meget til ham, men man behøvede ikke at tale ret længe med ham, inden man kom til at forstå, at han ikke var noget almindeligt menneske.” Om hans død har jeg hørt fortælle (vist af min søster Marie), at en dag i sommeren 1873 skulle alle børnene samles i hjemmet i Hårby, vist for at gøre deling. Da Kristoffer så nærmede sig hjemmet, sagde Bedstefar til Bedstemor: ”Lad os gå Kristoffer i møde, han er den bedste af alle vore børn” ; da de så nærmede sig ham, blev Bedstefar så overvældet af sindsbevægelse (glæde), at han sank sammen, ramt af et apoplektisk anfald  [slagtilfælde som skyldes en blodprop eller en blødning i hjernen], hvoraf han døde 10 dage senere. To gange skal han have haft sit mæle; den første gang talte han til sine nærmeste om praktiske ting (vel om [bo] delingen); den sidste gang til bøn.

Min Bedstemor kan jeg nok huske. Hun skal have været en særdeles dygtig husmor. Men som personlighed i åndelig henseende tror jeg ikke, hun så nær kunne måle sig med  sin mand. Hendes sidste år var – som det ofte er tilfældet – ret triste. Sit ophold skulle hun have som aftægtskone hos sin ældste søn, Farbror Niels i Hårby. Men så skete der det, at hun under et besøg i mit hjem engang i 1884 blev ramt af apopleksi, der berøvede hende førligheden, idet hun var lammet i hele den ene side, kunne f.eks. ikke bevæge sig ved egen hjælp, men måtte ledes af en anden som et barn, der skal lære at gå. På den måde kom hun til at tilbringe de sidste tre år af sit liv i mit hjem. Farbror Niels i Hårby betalte så for hendes ophold, lønnede bl.a. en ældre enke fra Balle (gamle Mariane, som vi kaldte hende) til at passe Bedstemor. Daglig blev hun (Bedstemor) klædt på og ledet ind i stuen, hvor hun, siddende i en gammel lænestol for enden af det lange bord, tilbragte dagen og aftenen, til hun blev lagt i seng. For at korte tiden for hende i de lange vinteraftener måtte vi børn skiftes til at spille kort (Rakker) med hende, noget vi ikke altid var så glade for. Søster Gitte tilbød sig ofte, idet hun  sagde: ”I aften er min tid [tut]”; men hun var for lille (7 år yngre end Karl og mig – kun 3-4 år), så hendes tilbud blev aldrig antaget. Kunne der blive fire spillere, gik det løs med det gamle jyske spil Chervenceb, det var noget Bedstemor kunne lide. At tiden ofte faldt hende lang, og at humøret tit sank dybt ned, er jo naturligt. Når tålmodigheden næsten helt slap op, mente hun altid, at nu døde hun; men gamle Mariane sagde: ”Nej, I dør såmænd ikke, man dør ikke fordi man bliver vred.” Hun (Bedstemor) levede til d. 17. april 1887 og blev ført til Venge Kirkegård, hvor hun ligger begravet ved siden af sin mand, der var død 14 år i forvejen.

Børnene, altså min fars søskende var:
1.   Niels Severin, f. 18??,  gårdmand i Hårby, tidlig enkemand [Boberg  51]
¨2.   Johanne Elisabeth (kaldet Lise), f. 18??,  g.m. gårdmand Niels Hansen , Sejling [Boberg 56]
3.   Erik Hansen, f. 1836, lærer i Hinge pr. Kjellerup [Boberg 61]
4.   Jens Christian  (1838-1913), gårdmand i Sejling (min far) [Boberg 66]
5.   Kristoffer, f. 7.12.1840. Lærer først i Sinding pr. Silkeborg, siden i Ringe, død i Vordingborg 1915. Gift 19.5.1864 med Petrea Kristiane Andersen, f. 12.1.1840, datter af Anders Nielsen (1794-1874), gårdejer i Stilling [Boberg 73]
6.   Marie, f. 1844, g .m. gårdmand Jens Jensen i Velling pr. Bryrup [Boberg 74]

8. Jens Christian Munk (min far) 1838-1913. Gårdmand i Sejling, g.m. Mette Marie Nielsen 1843-1883.

Min far Jens Christian Munk var født på Charlottenlund i Kragelund sogn den 7.12.1838. Gift den 28.11.1865 med Mette Marie Nielsen, datter af smed og landmand Niels Nielsen og hustru Else Marie Jensen (mere om disse siden).  I 1843, altså da Far var 5 år, flyttede familien til Hårby ved Skanderborg, og her voksede Far op. Om sin barndom har han ikke fortalt ret meget, ikke nær så meget som jeg kunne ønske at vide derom. Kun om skolen har han givet meddelelser der godtgør, at han ikke mindedes sin skolegang med videre velvilje. Børnene fik en hård behandling: prygl og lektieterperi. Når præsten en gang imellem besøgte skolen, endte han stadig sit besøg med ordene: ”Tærsk dem (børnene), tærsk dem, det er det eneste, der er at gøre”, en formaning, der var ret overflødig, eftersom læreren daglig pryglede løs af alle kræfter. De bedste timer havde børnene i skolen, når læreren engang imellem tog sig et blund ; så sad børnene så stille som mus for ikke at vække læreren. Også præsten pryglede flittigt. Far fortalte et sørgmuntert træk fra den tid, da han gik til konfirmationsforberedelse: en pige blev hørt i bibelhistorie om Abraham, der skulle ofre sin søn. I bibelhistorien stod, at Abraham blev en vædder var (fik øje på en vædder). Men den arme pige haspede beretningen af sig i en sådan fart, at han så en vædervar. Præsten spurgte så, hvad en vædervar var for noget, og da pigen ikke kunne gøre rede herfor, blev præsten så rasende, at han udbrød: ”Jeg skal give dig vædervar” idet han gav det arme barn den ene lussing efter den anden, så at huen, pigen bar på hovedet, røg langt hen i stuen. Disse træk giv er et tydeligt billede af, hvordan den opvoksende slægt blev behandlet for 100 år siden.

Om livet i Fars barndomshjem har han aldrig berettet noget videre. At hjemmet har været præget af arbejdsomhed og nøjsomhed er der ingen tvivl om. Bedstefar har sikkert været ikke så lidt ængstelig ved tanken om, hvordan hans børn skulle få en økonomisk betrygget stilling; han har nok ikke ment, dette kunne lade sig gøre ved landbruget, og derfor kom de to af sønnerne [Erik Hansen og Kristoffer] på seminariet (i Lyngby på Djursland), hvor de begge klarede sig godt og fik fine eksaminer for siden at blive dygtige lærere. Med Far gik det således, at han i sin tidlige ungdom blev sat i tømrer- og snedkerlære. I Højbjerg i Viborgegnen levede der på den tid den kendte tømrermester Timmermann; hos ham blev Far sat i lære. At dette var et oplagt fejlgreb er enhver, der kendte Fars ubehjælpsomhed, når det gjaldt at bruge et stykke værktøj, klar over. Men med den tids syn på unge mennesker faldt det antagelig ikke forældrene ind at tage ret meget hensyn til den unges lyst, ulyst eller anlæg, når det drejede sig om valg af livsstilling. Så tilbragte Far da flere – vel 4-5 – år af sin ungdomstid ved et arbejde, der sikkert ikke interesserede ham en døjt. Og lærlingene blev på den tid ikke behandlet med meget hensyn. Kosten var tarvelig. Mesteren købte om efteråret flere gamle udsætterkøer, som blev slagtet og lagt i sulekarret. På kødet blev så vinteren igennem kogt hvidkålssuppe til svendene og lærlingene. Ofte kunne mesteren sende dem flere mil bort i et eller andet ærinde, så de måtte gå en stor del af natten, inden de nåede tilbage. Til hjemmet i Hårby havde han ca. 5 mil [1 mil = 7, 5 km], som han måtte tilbagelægge til fods. I nærheden af lærestedet var der på den tid en ung lærer, som var fra Odder-egnen. Han sagde til Far: ”Du kan sagtens være glad, du har kun 5 mil hjem; jeg har 8 mil.” De fulgtes undertiden ad, når de skulle besøge deres hjem.

At far blev uddannet som tømrer førte antagelig til, at han oplevede sit livs største lykke, nemlig at han lærte Mor at kende. Far var med til at bygge stuehuset ved præstegården i Sejling, og skønt Far aldrig har udtalt sig derom, har han sikkert ved denne lejlighed lært smededatteren Mette Marie at kende. Og at dette har været en lykkelig tildragelse for Far, derom kan ingen, der ved hvor lykkeligt og smukt et ægteskab, de kom til at leve, tvivle. Mindet om Mor, der døde efter kun 18 års ægteskab, stod for Far som noget absolut helligt. Det var ham en rigdom, så længe han levede, at tænke tilbage på samlivet med hende, som Far betragtede som det bedste menneske, der havde levet – ja, han antydede undertiden som sin overbevisning, at hun var uden synd.  At også andre satte Mor overmåde højt, har jeg hørt flere udtalelser om; jeg nævner en: Da jeg kom til Rybjerg som andenlærer, besøgte jeg præsten i Grinderslev (en naboby til Rybjerg). Denne mand,  Aage Bartholdy Møller, hvis far havde været præst i Sejling, var ofte kommet i mit hjem som barn. Han sagde den første gang jeg besøgte ham: ”Deres mor var noget af det blideste og elskeligste jeg har kendt.”

Imidlertid faldt det i Fars lod at komme med i krigen 1864. Herom har han fortalt følgende kortfattede beretning: Indkaldt som soldat d. 28. januar 1864; som frilodsmand [værnepligtig, som på sessionen trækker eller køber sig et frinummer] ville Far slet ikke være blevet soldat, dersom krigen ikke var kommet. Efter en kort rekrutuddannelse i København kom han d. 15. marts til Als, blev d. 16. marts landsat ved Hørup Hav, derfra til Sønderborg inddelt i kompagni: 8. regiment, 3. komp. Nr. 488. Den 17. marts var han med i slag ved udfaldet fra Dybbøl Skanser; de kæmpede fra kl. 1 til henad aften uden afløsning eller forstærkning, deres fører var daværende kaptajn N.P. Jensen, senere kendt politiker, folketingsmand, oberst. Til sidst stod 3. kompagni i en grusgrav med kun en ringe del af mandskabet tilbage; da kom der en ordonnans ridende med bud fra general Gerlach om, at kompagniet på ny skulle gå på. Men kaptajnen svarede i soldaternes påhør: ”Ikke ud af flækken går vi; nu har vi kæmpet uden forstærkning siden middag; jeg forsvarer at vi bliver her.”

Derefter henvendte han sig til mandskabet og spurgte, om ikke en af dem havde en dansk dram. Han fik en flaske, som han satte for munden og tog sig en slurk, så medtaget var han. Soldaterne var naturligvis forberedte på, at kaptajnen ville blive straffet for sin optræden; men man hørte aldrig siden derom, så han må jo have været i sin gode ret. Efter udfaldet d. 17. marts lå Far i lejr på Dybbøl i 6 dage, hvorefter han kom i kvartér på Als, men stadig på forpost i Dybbøl Skanser. Den 18. april, da Dybbøl faldt, var Far med ved en soldaterbegravelse ved Augustenborg. Telegrafen var afbrudt, ellers var de blevet tilkaldt; der kom så et ridende bud efter dem; men inden de nåede brohovedet, var broen skudt bort. Derefter var Far på forpost langs stranden fra 18. april til 4. maj uden afløsning. Den 4. maj blev de sejlet til Fyn og landsat ved Fåborg, opholdt sig så på Fyn: Gjærup, Stenstrup, Kirkeby, Ullerslev, Avnslev, Kauslunde, Røjle og Båring Vig. I august blev de ført til Frederiksborg, hvor de blev hjempermitteret.d. 6. oktober, Frederik den Syvendes fødselsdag.

Hvor Far opholdt sig i det år til d. 28. november 1865, da han holdt bryllup i Sejling, ved jeg ikke.. Men rimeligt er det, at han er kommet til Silkeborgegnen, eftersom hans bror Kristoffer i 1863 var blevet lærer i Sinding, ½ mil fra Sejling, og hans ældre bror Erik Hansen tidligere (vist 1862) var kommet til Hinge (ca.1½ mil fra Sejling) som lærer, Da hans søster Lise omtrent samtidig sammen med sin mand Niels Hansen flyttede fra Velling til Sejling, boede de fire søskende ret nær sammen og levede i et smukt søskendeforhold med hinanden; navnlig var forholdet mellem de to i Sejling og broderen i Sinding meget kærligt og smukt. Far og Farbror Kristoffer havde fødselsdag samme dag, idet Far var lige to år ældre end Kristoffer, og så længe sidstnævnte boede i Sinding, fejredes årsdagen (7. december) skiftevis i Sinding og Sejling. Det var nemlig den samme venskabs- og slægtskabskreds der ventedes begge steder.

Hjemmet var en mindre bondegård i Sejling, Hids Herred, Viborg Amt. Ca. 7 km . nordvest for Silkeborg. Når Far benævnes husmand, kommer det formentlig af, at der oprindelig, da Far i 1866 overtog ejendommen, kun hørte 17 tdr. land til den. 11 år senere købte Far den jord til, som vi bestandig kaldte Heden, ca. 35 tdr. land, som dengang for størstedelen lå hen i lyng og først efterhånden blev opdyrket, det sidste i min barndomstid. Men det var en temmelig mager jord, der særlig i tørre somre kun gav en ringe høst. Meget bakket, navnlig den sydligste del, der grænsede ned til en lille sø, Gribsø. Fra bakkerne er der en ret smuk udsigt over søen og en lille skov (Hestehaven) over til Balle Kirke. Bygningerne blev også fornyede, stuehuset i 1878, da Karl og jeg var to år.

Her levede Far og Mor et lykkeligt liv, men en mørk sky truede stadig stærkere med at borttage lykken p.g.a. Mors svagelige helbred (tuberkulose). Så kom da det år, som må have været uhyre svært for Far. Tre ting måtte Far opleve i dette år 1883: 1) Mors død den 17. juli, 2) Kristoffers forflyttelse fra Sinding til Ringe og 3) Pastor [Frederik Benedikt] Møllers forflyttelse til Rønninge.

En måned før sin død fødte Mor sit sidste barn, Faster Gitte. Nu stod Far med sine 6 børn, hvoraf det ældste (Faster Marie) var 14 år og det yngste et spædt barn, og to af hans bedste venner forlod samtidig egnen. At alt dette må have tynget Fars sind dybt er jo da en selvfølge, men en knækket mand blev han aldrig. Dertil var hans natur for kraftig og hans rod i livets bedste jordbund for dyb. Far ejede sit liv igennem en barnlig from gudstro. Desuden betød venskabsforholdet over for nogle få af hans medmennesker uhyre meget for ham. Og han forstod at slutte venskab med mennesker, som var værd at være ven med.

Fars stærke side i det praktiske liv var hans evne som handelsmand og hestekender. Mange mennesker – deriblandt alle hans søskende - tyede til ham, hver gang der skulle handles ejendom og husdyr. Derved knyttede han mange mennesker til sig, som var ham taknemmelige for hjælp og gode råd i vigtige økonomiske anliggender. Stor tjeneste kom han især til at yde sin bror Kristoffer ved at have opsigt med driften af en gård, som Kristoffer ejede i Sinding i mange år efter at han var flyttet til Ringe. Da min fætter Frederik (nu [lærer] i Kolding) blev konfirmeret, kom han derover for at være med ved gårdens drift, indtil den omsider blev solgt.

Mange enker var Far behjælpelig med deres gårdes drift og især ved omsætningen af kreaturer. Alt dette kostede Far megen tid og ulejlighed, uden at det kunne falde ham ind at modtage noget som helst vederlag derfor; det var ham nok, at de pågældende blev hjulpet på bedste måde. Af offentlige bestillinger havde Far ikke mange, dog var han nogle år formand for Ebstrup Andelsmejeri og i mange år vurderingsmand for Landbygningernes Brandforsikring i Sejling, Sinding og Serup sogne. I bestyrelsen for den stedlige landbrugsforening var han også, ligesom han – før jeg kan huske – var medlem af sognerådet. Fra mange sider har jeg erfaret, at han var en velagtet og godt anset mand, en mand som jeg altid har været glad for og stolt af at kalde min far. Meget havde han gennem sit lange liv færdedes omkring til marked og der hørt adskilligt, der ikke var rent og godt, men smittet heraf blev han aldrig. Jeg kan aldrig huske at have hørt ham bruge en ed eller noget råt eller grimt ord.

Sine sidste 8 år tilbragte Far inde i Sejling by. Her befandt han sig særdeles vel med Faster Gitte som husbestyrerinde. Nøje fulgte han stadig med i Karls og Niels’ bedrift; når han besøgte disse, gik han ofte i stalden før han trådte ind i stuen. Hans alderdoms dage gik således på en lykkeligere vis, end det er tilfældet med snart de fleste mennesker. Far var en stadig kirkegænger og stod i det venskabeligste forhold til de forskellige præster, som var i Sejling i hans tid og handlede for dem, når der var lejlighed dertil. Tre præster efter hinanden bar navnet Møller [Frederik Ditlev Møller (1855-1874), Frederik Benedikt Møller (1874-1883) og Jens Peder Møller (1883-??) - se nedenfor]. Den sidste, som var lille af vækst, blev altid kaldt ”Bette Møller”; han var langt ude i familie med os [Boberg nr. 10], en datter af ham er gift med biskop Rosendal i Roskilde [Axel Rosendal (født 12. marts 1883 i København, døde 29. jun. 1966 på Frederiksberg) var biskop i Roskilde Stift 1935-1953]

Den sidste af Fars præstevenner i Sejling var Hemming Carstensen. Mens han var præst i Sejling underviste Carstensen også på Silkeborg Seminarium, hvor han var en højt skattet lærer. Han blev sognepræst i Hesselager på Fyn og døde som valgmenighedspræst i Vartov. Sidste gang jeg besøgte Far var i påsken 1913, en måneds tid før hans død. Carstensen stod i begreb med at bryde op fra Sejling, idet han var kaldet til sognepræst i Hesselager på Fyn. En morgen gik Far og jeg ind i præstegården; jeg skulle samme dag rejse hjem til Sjelle, men ville gerne sige farvel til pastor Carstensen, hvem jeg satte højere end noget andet menneske. Da vi kom ind i gangen kom Carstensen os i møde og sagde, at de lige skulle til at holde morgenandagt, ”men”, føjede han så til ”det kan De jo ikke have skade af at være med til”. Vi kom så med ind i stuen, hvor husets beboere var samlet til andagt. Da denne var ovre og vi beredte os til at tage afsked, sagde Far, mens  tårerne stod ham i øjnene: ” A trovvet, Di skul' ha bløven her så læng' A løvet” [Jeg troede at De skulle have blevet her så længe jeg levede], hvortil pastor Carstensen svarede: ”Der er ingen af os der ved, hvor længe vi skal leve”. Denne tildragelse har altid stået for mig som en smuk afslutning på samlivet med Far og Carstensen i Sejling præstegård.

Cirka en måned senere, søndag den 13. april, blev jeg kaldt til telefonen i Brugsforeningen. Her fik jeg meddelelsen om, at Far den foregående nat pludselig var gået bort. Lørdag aften var han gået i seng uden at fejle noget. Hen sidst på natten hørte Gitte nogle mærkelige sukke fra ham. Hun stod så op og fandt Far liggende i den sædvanlige stilling uden spor af tegn på nogen som helst dødskamp og med et mærkværdigt smil i ansigtet. Han har åbenbart i sin dødsstund set det lys, som han hele sit liv igennem følte sig forvisset om at han skulle gå ind til. Da vi den 19. april stod omkring Fars båre sagde Farbror Kristoffer: ”Det er godt, vi har lægens ord for at han er død” – han lå som om han sov. En af Fars gamle venner (Jens Skov) sagde som hen for sig selv: ”Han var en trofast ven” og da kisten var båret uden for døren, holdt en anden af Fars gamle venner og naboer (J. Rask) en smuk lille tale, hvori han takkede både Far og Mor for det mangeårige trofaste venskab. Den samme J. Rask viste efter Fars død på en unik måde, hvilken ærlig og retsindig mand han (JR) var, idet han kom til Bror Niels og sagde, at han skyldte Far 80 kr., som Far havde lånt ham, noget der naturligvis ikke stod skrevet noget sted og som der ingen vidner var til. Man får respekt for den slags mennesker.

Så snart jeg fik budskabet om Fars død skrev jeg straks til pastor Carstensen og bad ham komme til Sejling til Fars begravelse. Jeg fik omgående svar; C. kunne imidlertid af flere grunde ikke komme (begravelsen fandt sted lørdag efter Store Bededag, altså dagen mellem to helligdage). I sit brev skriver Carstensen bl.a.: ”Jeg er så enig med Dem i alt, hvad De skriver om Deres far, at jeg egentlig synes, at jeg ikke havde stort at føje til. Jeg er glad over at jeg har kendt ham, som den ejendommelige, kristelige personlighed han var. – Han var jo en i høj grad ejendommelig skikkelse. Vi vidste altid, at vi kunne stole på hans venskab. Nu håber vi at mødes et bedre sted end både Sejling og Hesselager.” Et sådant eftermæle fik Far og det af en af de klogeste og betydeligste mænd jeg har kendt.

Fars børn:  
1.    Else Marie Munk, f 1869 (?), g.m. Hans Daniel Rasmussen i Overlund, Sejling Sogn, f. 1869  
2.    Niels Nielsen Munk, født 18??, gift 2 gange uden børn. Gårdejer i Sejling, senere rentier i Silkeborg  
3.    Søren Anker Munk, født 18??, gårdejer i Ryslinge, g.m. Marie Rasmussen  
4.    Marius Munk, f. 1876, lærer i Høve, g.m. Anne Ottilia Olsen (se nedenfor Nr. 9)  
5.    Karl Munk, f. 1876, Gårdejer i Sejling, gift 2 gange  
6.    Birgitte Munk, f. 1883, g.m. Niels Lassen, Gårdejer i Pårup, Engesvang Sogn

9. Marius Munk 1876- 1950. G .m. Anne Ottilia Olsen 1880-1950. Hjælpelærer i Assing ved Kibæk 1.10.1898-forsommer 1899. Andenlærer  i Bybjerg 1899-1902. Enelærer i Grættrup 1902-1910. Førstelærer i Sjelle 1910-1917 og i Høve i Odsherred 1917-1946.

Marius Munks mødrene slægt
Niels Nielsen , g.m. Maren Christensdatter. Gårdmand, Overlund

1. Zidsel. f. 12.11.1796, g.m. Jens Hansen Bak, f. 1774, Ebstrup
2. Else Marie Jensdatter, f. 5. marts 1820, g . 28.5.1842 m. Smed og gårdmand Niels Nielsen , f. 12.4.1807. Han var søn af gårdmand i Balle Niels Andersen og Mette Sørensdatter
3. Mette Marie Nielsen 1843-1883,  eneste barn af ovenstående Smed Niels Nielsen. G.m. Jens Christian Munk 1838-1913, gårdmand i Sejling
4. Marius Munk 1876- 1950. G .m. Anne Ottilia Olsen 1880-1950. Hjælpelærer i Assing ved Kibæk 1.10.1898-forsommer 1899. Andenlærer  i Bybjerg 1899-1902. Enelærer i Grættrup 1902-1910. Førstelærer i Sjelle 1910-1917 og i Høve i Odsherred 1917-1946. Død i Asnæs 1950.

Sidst opdateret 14-02-2010