UDSTILLINGER   

Om at udstille

Klassifikations-
reglerne

Mine udstillingsresultater


Gæst på en udstilling 

Som gæst på en katteudstilling kan det virke overvældende at komme ind i udstillingshallen. Dels er der mange bure i hele hallen, men der bliver også givet den ene besked efter den anden i højttalerne, udstillerne farer fra det ene sted til det andet, der er mange skilte og oplysninger, og ikke mindst kan der være en kraftig duft af hankat.

Som publikum er det nemmest at anskaffe sig et katalog og dermed at skabe sig et overblik. Der kan være mange forskellige katteracer med på hver udstilling, og måske er der en særlig katterace, man er interesseret i. Kattene står i udstillingshallen opdelt efter de forskellige racer og når man først har fundet ud af systemet er det let nok at finde rundt.

Mange udstillere annoncerer med killinger til salg. Det betyder, at udstillerne/opdrætterne har killinger hjemme, de ønsker at sælge. Kun undtagelsesvis er det killinger, der er med på udstillingen, der kan købes.

Hvis det er killinger, der er på udstillingen, der er til salg, vil man først kunne tage killingen med hjem når selve udstillingen lukker omkring ved 17–18 tiden.

Hvis man tænker på at begynde som opdrætter, er det en god ide at have prøvet at udstille en kat af samme race i en periode, før man begynder at opdrætte. På udstillingerne lærer man andre opdrættere at kende, man får viden om racens standard og kendskab til hvilke fejl og mangler, der evt. er ved de forskellige katte og sidst men ikke mindst møder man måske lige netop den kat, man gerne vil have en killing fra til at opdrætte på.

Mange racekatteejere er af den opfattelse, at blot fordi deres kat har en Felis Danica stamtavle er den også til at bruge til opdræt. Det er ikke altid tilfældet, og derfor er det en god ide at prøve at udstille katten nogle gange før man begynder at opdrætte. Ved at udstille en kat får man en fonemmelse for, om katten også har kvaliteter, der gør at den er egnet til opdræt.

Katte til opdræt er ofte dyrere end kælekatte, og de besidder derfor nogle kvaliteter, som opdrætteren kan stå inde for. De svarer måske i højere grad til standarden eller har nogle særlige egenskaber, der gør at de er gode at bruge i opdrættet.

På udstillinger kan man som uerfaren få et indblik i, hvilke egenskaber hos katten dommerne synes er vigtige, men også gennem snak og vejledning fra andre udstillere kan man forøge sin viden om lige netop den race, man kan tænke sig at opdrætte.

På den måde "skyder man genvej” ind i opdrætternes verden og kan påbegynde sit opdrætsliv uden at begå de værste fejltagelser eller starte med for dårligt avlsmateriale. (Skrevet af Ole Amstrup).

 

Vil du selv udstille?

Når tanken ”det kunne være spændende at udstille sin kat” opstår, følges den af andre tanker – hvordan – hvor!

Måske finder du ud af, at det slet ikke er noget for dig,  eller du bliver måske - som mange andre  - grebet af stemningen og får lyst til at prøve igen. 
Uanset udfaldet af din første udstilling er det absolut et forsøg værd. Lad være med at blive forskrækket over det, andre fortæller og lad dig ikke afskrække af de forskellige regler og procedurer. Dan dig dine egne erfaringer med hjælp fra din opdrætter og meld dig ind i en hovedklub under Felis Danica.

Brug denne side som et udgangspunkt og kontakt endelig din klub eller din opdrætter hvis det alligevel synes forvirrende og uoverskueligt. Husk, at selv garvede udstillere til tider heller ikke helt kan følge med.

Hvis du har besluttet dig for at udstille din kat vil det være en god idé at være "føl" hos en af klubbens udstillere den første gang. Du kan kontakte et medlem af bestyrelsen, der sikkert ved hvem der skal udstille på netop den udstilling, du gerne vil på.

På JYRAK's hjemmeside http://www.jyrak.dk er der en fin vejledning for nye udstillere. Der er en udførlig beskrivelse af hvordan du tilmelder din kat på en udstilling - enten i Danmark eller i udlandet. Eller klik på Om at udstille på denne side.

 

Sidst opdateret 27-08-2010