Tilbage til forsiden
Min Mormors liv
| Min mors slægt |
Min mormor og hendes forældre
Min mormor Kirstine Marie Nielsen var født den 12.4.1886 på Stæregården i Dråby Sogn. Hun blev døbt i Dråby Kirke. Hendes forældre Jørgen Nielsen (”Jørn Nilen”) og Margrethe, f. Larsen, var daglejerfolk
Min Oldemor
Oldemor Margrethe var en gæv kone: engang skulle hun ud at flytte køer, som stod i tøjr på græsmarken. Det var en meget varm dag lige i middagsheden, og en af køerne var blevet gal af varmen og havde revet sig løs for at angribe hende. Da hun havde et af sine små børn med sig, kunne hun ikke flygte, så hun greb resolut tøjrkøllen og slog koen for panden.
Hun var også "synsk" og kunne forudsige dødsfald, men det gjorde hende ked af det, og hun holdt op med at omtale, hvad hun havde "set". Engang nedbrændte en tømmerhandel i Frederikssund ved ildspåsættelse, og Margrethe "så", hvordan pyromanen så ud, og da han blev pågrebet viste det sig, at hans udseende nøje svarede til, hvad Margrethe havde fortalt.
Min oldefar
Hendes mand havde ikke sans for sin kones "rimerier", og der måtte ikke bruges penge på papir, så hun var nødt til at skrive på gamle sukkerposer o.lign.
Jørgen Nielsen var en hård mand, der opdrog sine børn med strenghed og prygl. Engang da han og Margrethe skulle i byen om aftenen, talte han blommerne på træet før og efter, fordi børnene havde fået forbud mod at spise af dem. Hans forældre stammede fra Ølsted og han havde 6 søskende.
Da min mormor (Marie Kirstine) var konfirmeret (ca. år 1900), kom hun ud at tjene hos Morten Pedersen (Pæsen), der var gift med Birthe Svendsdatter, som var kusine eller kvartkusine til min oldemor Margrethe. De boede dengang på Risbygård ved Tåstrup, men flyttede senere til Store Lyngby (mellem Hillerød og Frederiksværk), hvor de drev købmandsforretning, kro og mølleri. De er begravet på Lille Lyngby Kirkegård.
Min mormor Marie og sønnen på gården, Valdemar, som var sømand og som vist allerede på dette tidspunkt var skibsfører på et mindre fragtskib, forelskede sig i hinanden, og mormor blev gravid med min moster Tove. Da hun gik og hang med næbbet og savnede sin kæreste, tog den gamle farmor på gården (Ellen Margrethe) hende til side og sagde venligt til hende: "Ja. jeg kan nok se, hvad der plager dig, min pige!"
Blandt sommergæsterne var malerfamilien Sigurd Swane, hans hustru Christine Swane og sønnen Lars Swane. Sigurd Swane malede et portræt af min mor som 12-årig, men min mormor havde ikke råd til at købe det. I stedet fik hun skitsen til portrættet, som stadig er i vor families eje.
Men det var et fattigt og hårdt liv, og det kunne ikke blive ved på den måde. Mormor tog en stilling som husbestyrerinde hos bogtrykkermester Hans Thomsen, hvis hustru Agnes var syg. De havde en adoptivdatter, Agnete (Nete).
Døtrene kunne hun ikke have hos sig, og Tove fik en plads i huset - måske var det allerede dengang hun kom til hr. og fru Vindinge i Brønshøj. Hr. Vindinge var chef for den lokale brandstation. Der blev hun i mange år som husbestyrerinde, men blev behandlet som en datter af huset.
Min mor Christine flyttede ind hos sin moster Martha i København for at gå i gymnasiet og tage sproglig studentereksamen, hvilken hun bestod med ug som gennemsnitskarakter (svarer til 12 i dag 2008). Hvad der blev af Gete ved jeg ikke, men hun kom senere på seminarium og blev lærerinde. Hun giftede sig tidligt med en meget ældre mand Jens Nielsen ( efter hendes eget usagn mest for at slippe hjemmefra fra sin skrappe mor.
Da Hans Thomsens hustru døde, friede han til mormor, men hun var stadig officielt gift med Valdemar Pedersen, og det var vigtigt for hende, at hun fik status som enke og ikke som fraskilt, idet hun var blevet omvendt og havde tilsluttet sig Indre Mission. Der blev nu udstedt en officiel dødsattest for Valdemar Pedersen så hun blev erklæret for enke og kunne gifte sig med Hans Thomsen - det må have været omkring 1930. Hans Thomsen, der var en velhavende mand, solgte sit bogtrykkeri og trak sig tilbage - de boede i nogle år i en lejet bolig, der hørte til Tølløse Slot. Senere købte de en villa på Kærmindevej i Kongens Lyngby, hvor Hans Thomsen døde i 1942 eller 1943.
Da mormor, der ellers var en glad sjæl og vist nok havde været noget af et livstykke, som nævnt var blevet omvendt til Indre Mission, blev hun meget striks med mange ting. Bl.a. tømte hun al Hans Thomsens vin og spiritus ud i vasken, ligesom hun .- dog først efter hans død - gennemgik alle bøgerne i bogskabet og kasserede dem, der indeholdt bandeord og andet, som hun fandt anstødeligt.
Hun fordømte dans og kosmetik som syndigt, og da mine forældre, som blev gift i 1935, besøgte dem i Tølløse første gang efter brylluppet, havde min mor taget læbestift på, hvad hun ikke plejede at gøre, når hun skulle være sammen med sin mor. Da mormor fik øje på læbestiften, stak hun min mor, der var 28 år på det tidspunkt, en knaldende lussing!
Bedste, som vi kaldte hende, opholdt sig efter sin mands død hver vinter hos os i Kolding i flere måneder - hun kom som regel et stykke tid før jul og blev til hen på foråret. Det var altid dejligt i begyndelsen, da hun var ret gavmild, men senere blev vi noget trætte af hende, for hun var meget tyrannisk over for os børn og undertiden også over for min mor. Hun kunne godt finde på at spille os ud mod hinanden, og min far havde svært ved at sige noget til hende, for han havde lånt en del penge af hende og var derfor lidt i lommen på hende.
Bedste var meget dygtig og effektiv i et køkken og krævede at vi børn hjalp til, bl.a. når der blev slagtet og bagt til jul, men det var ikke altid lige hyggeligt at være med til, da hun som nævnt var temmelig tyrannisk.
Hvert år op til jul blev der arbejdet hårdt i køkkenet. Først og fremmest med at partere den halve gris, som blev indkøbt hvert år: der blev skåret ud og lagt i saltlage, hakket fars, blodpølse og finket og lavet henkogt medisterpølse. Der blev smeltet fedt af og lavet fedtegrever pg meget andet.
Der blev også bagt, og her var vi børn altid med. Der blev lavet brune kager, vanillekranse, finskbrød og pebernødder samt kogt klejner. Her er en opskrift på verdens bedste klejner:
|
Oldemors sprøde klejner
Derefter æltes dejen med yderligere 250 gram mel og 60 gram smuldret margarine eller smør. Dejen pakkes i madpapir og gemmes koldt et par timer eller til næste dag. Bordet strøes med lidt mel, og dejen rulles meget tyndt ud. Der skæres rhomber med et klejnehjul (3 cm brede 8 cm lange), og et ca. 3 cm. langt hul i midten som den ene ende forsigtigt vendes ind i. Klejnerne vendes når de er lysebrune på undersiden, den anden side koges lysebrun og klejnerne fiskes op med en strikkepind, og lægges i sirlig orden på brunt papir, som suger den overskydende olie. Når de er helt kolde lægges de i en kagedåse.. |
Bedste havde kun en kortvarig skolegang bag sig og var ikke interessere i at læse, så hun var ofte efter mig, der var en læsehest, med ordene: "Nå, sidder du nu der igen med en morskabsbog!".
Indimellem kunne hun dog være meget fornøjelig og underholdende, bl.a. elskede hun at spille kort med mine forældre og også med os børn, og hun ville gerne fortælle om sin barndom og om sin familie, og hun kunne også lokkes til at synge nogle af de gamle sange. Vi kunne godt lide at krybe op i sengen til hende om morgenen og få lov til at rede hendes lange hår, som hun om dagen bar i en kunstfærdig opsat frisure. Det var også morsomt at se hende iføre sig sit store lyserøde korset med stivere og de store lådne underbukser, der gik ned til knæene.
Hvert år den 12. april fejrede hun sin fødselsdag hos os og holdt en lille sørgmodig tale om, at det måske blev hendes sidste fødselsdag. Det kom dog ikke til at holde stik, for hun blev næsten 90 år. I de senere år kom hun ikke så ofte til Kolding men opholdt sig i sin lille et-værelses lejlighed i Håndværkerhaven i nærheden af Grundtvigskirken i København. Min fars død i 1961 tog meget hårdt på hende. Selv døde hun ca. 1975.
Sidst opdateret 27-08-2010