Til forsiden

Hvem er jeg    Slægten Munk    Min farfarMarius Munk    Min mors slægt       Min Mormor    Min morfar Valdemar Pedersen


Bondeliv i Danmark  i 1600- og 1700-tallet

 

De fleste af os stammer fra bønder. I århundrederne 1500 til 1800 levede de fleste mennesker i Danmark og det meste af Europa af landbrug. 80 % af befolkningen i 1600- og 1700-tallet tilhørte bondestanden og levede på landet, hovedsagelig af deres egne produkter.

Selvejerbønder var bønder, der ejede deres egen jord, men næsten al Danmarks landbrugsjord kom fra middelalderen og frem til at tilhøre godsejere. I 1688 var det således kun 2 % af jorden, der tilhørte bønder, som selv ejede deres jord. Omkring 1500 havde der omtrent været en gård til hver familie. I løbet af de næste 300 år voksede folketallet kraftigt. Endnu i 1500-tallet blev mange gårde delt, men det ophørte og allerede omkring 1600 var der langtfra gårde til alle. De, der ikke kunne få en gård, fik i stedet et hus og blev husmænd. De havde normalt ingen eller ganske lidt jord og levede mest af håndværk eller af at arbejde for bønder og godsejere. En stadig voksende gruppe var de såkaldte indsiddere, der boede til leje hos bønder eller andre husmænd. I løbet af 1700-tallet kom husmænd og indsiddere til at udgøre flertallet af befolkningen på landet.

Forskellene fra egn til egn har været store i datidens Danmark, der strakte sig over et større areal – fra det nordlige Norge til Ejderen i Tyskland. På de magre jorder boede bønder, der først og fremmest dyrkede rug. De drev ikke handel, men brugte næsten alt, hvad de kunne producere på gården, til eget forbrug. Men der var stor forskel på bønder. Gårdmændene sad gennemgående meget bedre i det end husmændene. På de allerdårligste jorder boede der husmænd, som kun havde foder nok til én ko og et par får, og som måtte fiske, eller lave daglejerarbejde, eller sidde hele vinteren og lave hornskeer, for at familien kunne få mad på bordet.

Nogle drev slet ikke jordbrug, men blev håndværkere og kunne lave skabe og chatoller, eller prente smukke mindevers til folk. Ugifte kvinder kunne forsørge sig selv, hvis de var så heldige at have råd til en væv. Det fattige flertal af husmænd og indsiddere, dvs. folk der sad til leje hos en fæster, var under alle omstændigheder dårligt stillet. Med undtagelse af smeden og et par andre håndværkere havde de konstant sulten hængende over hovedet og var henvist til gårdmændenes og godsejerens nåde. Nogle betalte, hvad de skulle, andre kom bagud med betalingerne og sank måske ned i mismod og drukIsær de syge og gamle var ilde stillet. Først efter år 1800 fik man et nogenlunde effektivt fattigvæsen.

Hvordan levede de?


Jorden og afgrøderne

Folk af bondestanden levede af de afgrøder og den græsning, jorden kunne byde på, klædte sig i vadmel af den uld, fårene gav, og varmede sig ved det træ eller de tørv, der var at finde på landsbyens område. De forsynede sig kort sagt i meget høj grad af den lokale natur. Nærmest ved landsbyen lå agerjorden, som gav byg til øl og rug til brød, længere ude lå overdrevene, de store fælles arealer, hvor de dyr græssede, som gav mælk, uld, skind, kød og horn til de skeer, man spiste med.

Måske var der også et stykke skov, hvor man kunne samle brænde, hente kæppe til sine gærder og løvfoder til kvæget. Der var ikke nogen klar grænse mellem overdrev og skov. Agerlandets opdyrkede firkanter, hvor hver bonde kendte sine agre og selv dyrkede dem, udgjorde under halvdelen af landsbyen samlede tilliggende. Resten var fællesarealer, som lå uopdyrkede hen med sten og buske, som kvæget gik uden om. Både her og på markerne voksede alverdens vilde planter frodigt. Nogle af de vilde planter, kunne være nyttige mod sygdomme.

 

Skatter og afgifter 

Ikke alt, hvad bonden og hans husstand producerede, gik til dens eget forbrug. Præsten og kirken skulle have en stor del i tiende og andre afgifter, godsejeren en anden stor del i landgilde og kongen en stor og stigende del i skatter. Hele samfundets overbygning og overklasse af præster, adel, embedsmænd, militær og hof levede af bondens overskud. Dertil kom at han måtte stille arbejdskraft til det såkaldte hoveri på godsejerens hovmarker, kongens veje og kirkens vedligeholdelse, og bondens sønner udgjorde de menige soldater i kongens hær. Alt dette fandt bønderne sig i, for præsten og lovene sagde, det var Guds orden. Kun når overklassen krævede mere, end den plejede, brokkede de sig eller forsøgte at holde afgifterne tilbage.

 

Med faderen ved bordenden 

Samfundet og verden var patriarkalsk. Hjemme i bondehusholdet regerede bonden over sin kone og sine børn og tjenestefolk. Hvis han havde jord nok og sad i en gård, bestemte han på bystævnet sammen med de andre gårdmænd over brugen af jorden og landsbyens andre anliggender og lod sig til daglig styre af oldermanden, hvis hverv gik på omgang blandt gårdmændene. Hans gård og han selv hørte under et gods, en større patriarkalsk enhed med godsejeren som faderfigur. Godset hørte under riget med kongen som fader, og riget

hørte under Vorherre, den mægtigste af alle fædre, som havde hele verden under sig og lokalt var repræsenteret af præsten, også han en faderfigur. For bonden som for alle andre var der god logik i denne patriarkalske orden.

 

Eftertiden har især hæftet sig ved forholdet mellem fæstebonden og hans godsejer eller ”husbond”, som bønderne kaldte ham. De mange bevarede fæstebreve viser, at bonden ikke kun var lejer af godsejerens jord. Han var også underordnet godsejeren, skulle være ham ”hørig og lydig” og betale sin landgilde og skat til tiden. Godsejeren havde nemlig offentlig myndighed over sin fæster, både skattemyndighed, udskrivningsmyndighed, politimyndighed og til sidst skiftemyndighed, når han døde.

 

Landsbyfællesskabet
Fællesskabet har været nødvendigt for at kunne klare det hårde arbejde. Man kunne ikke bare flytte, så personlige venskaber måtte man knytte inden for byen, og man havde ikke de samme muligheder for at afskrive sine medmennesker, som man har i dag. Det har skabt et stærkt sammenhold – men også alvorligere konflikter. Man kan se optegnelser af ganske komplicerede kreditregnskaber hos købmændene, og det tyder på, at folk har haft en vis tillid til hinanden. Samtidig har fadder-institutionen – at man var fadder til hinandens børn – været udbredt, og sådan har folk i landsbyen knyttet tætte bånd.

 

De enkelte bønder var afhængige af landsbyfællesskabet. Man hjalp hinanden, bl.a. med arbejdet på markerne. Landsbyerne var organiseret i lag – det vil sige, fællesskab mellem personer, hvis stilling, alder og interesser var den samme. Der var et lag for de unge ugifte mennesker, og et lag for de gifte. På den måde var det sat i system, så menneskene havde socialt samvær med andre, der var i samme situation, som dem selv. Der var desuden et bylag, som bestemte, hvornår arbejdet skulle gøres på de forskellige marker.

Husholdningerne imellem var man fælles om meget. Bønderne hjalp hinanden og gik fra gård til gård og klinede ler på bindingsværkshusenes vægge sammen, kvinderne holdt kartegilder, når der skulle kartes uld. Hvis en gård var brændt ned, hjalp man hinanden med at rejse gården igen og genhusede den hjemløse familie. Man organiserede fattighjælp til byens tiggere og holdt fester, altsammen som en naturlig del af landsbyfællesskabet. 
I de lange Vinteraftener kartede både Karle og Piger, medens Husmoderen spandt. Klæderne tilvirkede de selv. Man vævede og farvede selv, ja, i enkelte Sogne avlede man selv Hørren, der brugtes. Manden snoede selv sit Reb, Tækkegarn og lignende,  bandt Kurve o. desl. Det gjaldt om at være selvhjulpen, og det gjaldt at holde Pengene hjemme. 

 

Fester

I bondesamfundet var de årligt tilbagevendende fester en vigtig del af det sociale liv. Julen var årets største højtid. Her blev holdt julestuer på alle gårdene fra Fjerde Juledag til Kyndelmisse, som er den 2. februar. Derefter kom fastelavn, hvor der var optog og fest hele ugen. Påsken blev ikke fejret i den store stil i den folkelige tradition, men i foråret var der maj- og sommerfester, fx Valborgsaften og Skt. Hans. I sensommeren var der høstfester rundt omkring på gårdene. Ud over de fester, der fulgte årets gang, spillede de store arbejdsgilder en vigtig rolle i landsbyfællesskabet i 1700-tallet.  Når der var flere mennesker fra forskellige hushold, der var sammen om et arbejde, så afsluttedes det med en fest. Derfor var der utallige arbejdsgilder i løbet af året. Der blev holdt rejsegilde, høstgilde, tærskegilde, kildegilde, gåsplukningsgilde, spindegilder osv.

I bondesamfundet var det mange steder skik at sende festmad til de gamle, syge eller fattige mennesker i landsbyen, når der blev holdt fest. Der kunne også være en indsamling ved festen til de fattige, syge og gamle i landsbyen. Det var på den ene side en måde at anerkende, at de var en del af nabolaget. På den anden side kunne man også markere sin status og rigdom ved at give gaver til nogle mennesker, som ikke havde mulighed for at give igen.

Festerne blev i bondesamfundet arrangeret og afholdt i fællesskab. Slægten, naboerne og medlemmerne af det lag, man hørte til, hjalp til ved fx bryllupper. De gav også økonomisk hjælp til festen enten i form af madvarer eller i form af rede penge.  Det var almindeligt at indsamle penge til musikanterne og kogekonen ved festen. De, som hjalp til, kunne til gengæld forvente at få en tilsvarende hjælp, når de en dag skulle holde fest. Ofte fik medhjælperne dog også en konkret gave i form af et brød, eller der blev holdt en fest for dem, der havde været med til at arrangere fx et bryllup. Menneskene i lokalsamfundet skyldte hele tiden hinanden noget. De dannede indbyrdes et netværk, som den enkelte kunne trække på, når han eller hun havde brug for hjælp.

 

Mad og drikke

Man levede så godt som udelukkende af Hjemmets egne produkter. Ja, man købte fisk, men kaffe og the kendtes ikke før langt hen i det 19de århundrede. Byg var den vigtigste afgrøde på landsbymarken. Den blev brugt til betale afgifter med. Den blev brugt til at brygge øl af. Og datidens øl ikke var det samme, som vi kender i dag. Der var langt mindre alkohol i, og øllet var et uundværligt næringsmiddel fordi vandet – især i byerne - var forurenet med menneskers og dyrs afføring. Men byg blev også brugt til grød, som man indtog i spandevis. Endelig blandede man undertiden bygmel i brødet.


Grød var bondesamfundets hovedernæring - også som festmad. Mælkegrød var særlig fint, da mælken før 1870 var et dyrt og sjældent levnedsmiddel. I 1700-tallet spiste alle af det samme grødfad og fad med mælk – husbond, hans hustru, eventuelle børn og tjenestefolkene. Dog havde hver enkelt sin egen ske, som efter måltidet blev grundigt slikket af og eventuelt gemt ved en bjælke under loftet.

Rug dyrkedes også. Rugen males på de lokale møller og vender derefter tilbage som mel i det rugbrød, som bonden bager i gårdenes store ovne.

 

Havde man råd spiste man flæsk (sul). Flæsket havde man liggende på en træbrik foran sig på bordet. hvor man så skar det ud i passende lunser med sin egen kniv, som man også brugte som gaffel, hvis ikke man tog fingrene til hjælp. Flæsket kunne også – ligesom ost - spises på brød, smørrebrød. Kogt sild var en fast bestanddel af morgenmaden.

 

 

         

 

En bondekone skriver i 1700-tallet:
"Ved mit langbord spiser vi mest, hvad jorden giver os. Vi dyrker rug og byg på vores marker. Det spiser vi hele tiden: vi får rugbrød, rugmelsgrød og byggrød hver eller hver anden dag og kager af byggryn. Desuden får vi kød fra de dyr, vi har: grise, køer, får og høns. Det meste af kødet bliver saltet ned, så det kan holde sig rigtigt længe, eller lavet til pølser, som kan ryges og tørres. Kun når vi slagter, får vi frisk kød og ferske supper: vi koger suppe på benene, dyrenes hoveder eller laver finker af indmaden. Blodpølse er også rigtig slagtemad – den kan lave med både fåre- og svineblod

Vi krydrer vores mad med de krydderurter, vi selv dyrker. Den mest almindelige er timian, men vi bruger også løg, purløg, merian, kommen, salvie, sennep og lavendel. I køkkenhaven dyrker vi også peberrod, gulerødder, løg og masser af kål. Om vinteren er grønkålen den eneste plante, der kan klare sig i sne og frost, så den spiser vi hele vinteren. Den hakker vi og kommer i suppe eller søbekålI haven har vi også frugttræer. De mest almindelige er æbler, blommer og pærer. Vi tørrer frugten eller gemmer æblerne i tønder om vinteren. Den tørrede frugt kan live lidt op på den kedelige grød til hverdag. Vi har også bier, som foryner os med honning. Ved hushjørnet står en hyld. Blomsterne tørres og bruges til te, som er god mod hoste og forkølelse

Til alle måltider drikker vi øl. Den laves på malt (af tørret, spiret byg) og smages til med humle, som vi selv dyrker i haven på høje stænger. Den første brygning giver det bedste og stærkeste øl, så den gemmer vi til gilder eller højtider. De efterfølgende brygninger giver tyndere, surere øl, så det drikker vi til hverdag, når vi skal slukke tørsten ved vores arbejde. Man kan ikke drikke vandet fra vores brønd uden at koge det – det bliver man syg af.

Vi spiser næsten aldrig brød af hvede – det er dyrt og for de fine. En sjælden gang i mellem køber vi lidt hvede og bager en hvedekage, når det er bryllup eller julegilde, hvor det skal være lidt fint.
Præsten prøver at få os til at spise disse knolde, de kalder jordæbler eller kartofler, men vi er lidt bange for dem – man siger de er giftige for mennesker. Vi plukker nødder i nøddehegn og i skoven, og fra skoven og grøftekanterne får vi også de planter, der sætter smag på vores brændevin: røllike, perikon og porse. Bærrene fra slåenbusken kan også bruges til snaps eller most .

Hønsene giver os æg og vi slagter de gamle høns, mest til suppe. til gilder kan jeg finde på at slagte en ung høne eller store hanekyllinger og stege dem. Gæs og ænder holder vi for at sælge dem videre til byboerne, så dem spiser vi sjældent selv. Men gæssene giver mange gode fjer, som skal fylde vores dyner.

Vi spiser også mange fisk – fra andre egne af Danmark får vi tønder med saltede sild og tørrede eller salte torsk. Fisken køber vi hos købmanden inde i byen, i bytte for korn eller smør herfra. Nogle gange fisker vores karl lidt i åen efter ål eller andre fisk, som vi spiser friske."
(
http://kokkepigen.natmus.dk/mad-og-mennesker-i-1700-tallet.html)

 

 

                                                           

                  
Manden peger på et flergrenet kornaks, et udtryk for frodighed. Motivet er kendt helt fra middelalderen. Billedet menes at være af tysk oprindelse,
men kan bruges som eksempel på danske bønders klædedragt, da folk var nogenlunde ens klædt i store dele af Europa. Udsnit fra skillingstryk Fra omkring 1740.



Klædedragt  
(På grundlag af skifteregistre fra 1700-1800)    
http://www.dragtilminde.dk/kleder/volbkld.html

Kvindedragten bestod af: Kjole, klokke, skørt, trøje, nattrøje, livstykke eller snøreliv (også kaldet bul), kåbe, hue, kyse, korsklæde, halværmer, tørklæde, forklæde, Strømper, sko og tøfler.

Kunne man på nogen måde få råd til det ønskede alle kvinder, at kunne stå brud i en hel, for det meste sort kjole. Den blev så brugt hele livet igennem til stadsbrug ved højtiderne og til sorg. De fineste kjoler var syet af Polemit eller klæde, men kunne også vare af en billigere varer, for eksempel hjemgjort stof.

Klokke: Hel klædning uden stivere nærmest af facon som en spencer, den kunne være bekvem til arbejdsbrug, men brugtes også som undertøj og blev mere i løbet af 1800-tallet almindelig til det brug.

Skørt: Skørter er der mange af i skifterne. De findes i alle kulører i både mønstret og ensfarvet stof, som kunne være af mange forskellige slags lige fra silke til rys og hvergarn, det sidste var meget brugt, og mange stribede skørter var syet af hvergarn.

Trøjerne var faconsyede, forede og forsynet med stivere. De ses af og til beskrevet, som syet af samme stof som et af skørterne. Trøjen gik ud over skørtet, og var ofte lagt i læg bagtil. Det korte skød kunne også være syet i såkaldte flasker, det vil sige brede tunger, som også hængte ned over skørtet. 

Nattrøjer var til brug om dagen, de kunne være meget fine og dyre og kendes fra 1600-tallet som importvare fra England. Blev antagelig  også fremstillet i Danmark fra omkring midten af 1700-tallet. De var for det meste strikket af uld men især de ældste kunne være af silke og ofte i mønsterstrikning med tavl eller stjerner, og nogle gange med broderi af silke- og metaltråd, sådanne trøjer kunne være forsynet med påsyede løkker på indersiden, så de på den måde blev varmere. Der er dog også eksempler på syede nattrøjer. 

Livstykke - det samme som snøreliv, nogle steder kaldet Bul. Der gik ikke så meget stof til, så det var tit af dyrere stof og forsynet med metalhager eller maller til snoren. På de fineste snøreliv var hager eller maller af sølv.
Kåben var overtøj, som man ville kaldet et slag nu til dags. Den var ofte foret med vadmel, klæde, multum eller gråværk.

Kysen brugtes over huen, og kun udendørs. Den var næsten altid syet af sort fløjl. Huen var den vigtigste del af hovedtøjet, og blev brugt både ude og inde. Huerne var syet af mange forskellige slags tøj, der gik ikke så store stykker til, så der blev tit brugt silkedamask, brokade og andre dyre stoffer til stadshuerne, mens fløjl var mere almindeligt. Huen kunne have besætning af kniplinger af guld- og sølvtråd, guld- og sølvgaluner, og af flor og andre stoffer eller bånd. Huer og huetilbehør blev syet af såkaldte huekoner, hvoraf de dygtigste ligefrem kunne skabe mode for deres modeller.  
Sølv- og guldgaluner er bånd af den slags, der stadigvæk bruges til at sy på uniformsærmer. Snipper var huepynt udelukkende til brug sammen med huen. De var af hørlærred og kunne have en knipling i kanten, som så tittede frem under huekanten. Korsklædet havde samme funktion som snippen. Det var af kniplingsstof, der ofte var en importeret industrifremstillet vare også kaldet jødekniplinger. Korsklædet kunne også bruge uden hue som en slags solkyse. Kapper var hovedtøj ofte af kniplinger eller kniplingsstof, de fik stor udbredelse fra sidst i 1700-tallet til op i 1800-tallet. De blev i begyndelsen mest anvendt i byerne.

Kvinderne brugte altid forklæde, både til fest og til hverdag. De fineste kunne være af silke, kramlærred eller hørlærred og var af og til med kniplingskant.

Trøjernes ærmer var i 1700-tallet trekvartlange. Så sammen med dem brugte man halværmer. De var tit meget fine af hør- eller kramlærred. De kunne være slette, det vil sige glatte, eller med kniplingsbesætning ved håndleddet. Manchetterne blev brugt lige under ærmet, og var ofte af kniplinger eller kniplingsstof. 

Det var koldt med kjolens eller trøjens store halsudskæring. Over den brugte kvinderne tørklæder, der ligesom forklæderne kunne være meget fine med kniplinger og broderier eller med trykte mønstre og syet af silke, hør- eller kramlærred.

Særkene var underbeklædning, og de blev også brugt som nattøj. Det er et gennemgående træk i registreringerne af klæderne, at der ikke var særlig mange særke. Mange af dem er formodentlig blevet brugt til stadighed, er sjældent blevet skiftet, og har måske været anvendt, til de var så slidt, at de havde så ringe en værdi, at de ikke blev vurderet.

Handsker og vanter forekommer af og til i skifterne, og for dem gælder antagelig det samme, som for særkene. Strømper, sko og tøfler, er der heller ikke så mange af i skifterne, så for dem gælder formodentlig det samme som for særkene. Sko var dyre, så de blev vurderet, også når de var noget slidt, og i alle tilfælde hvis de havde metal eller sølvspænder.



                       

                                                                                                                                Kvindedragter fra Århusegnen.       

 

Mandsdragt:
Den almindelige mandsdragt bestod af trøje, vest, brystdug, bukser, kappe og hat, hue eller kabuds, strømper og sko. 

Trøjen var af facon som en kjol, eller en lang jakke, men var uden de brede opslag og store lommer. Når det var koldt kunne den bruges under en kjol. Datidens vest havde ærmer og var næsten som trøjen, men kortere. Brystdugen kan bedst sammenlignes med det vi nu til dags forstår ved en vest. Den var ærmeløs, og da der ikke gik så meget stof til fremstillingen, var det meget yndet at få den syet af dyrt stof, og gerne i brogede farver enten med striber eller blomstermønster. Bukserne blev syet af vadmel, læder og lærred. Bukserne var ofte af samme stof som en kjol, og blev tit vurderet sammen med denne. Knæbukser var almindelige et godt stykke op i 1800-tallet. De havde klap foran med knapper i begge sider, og havde knapper eller bånd ved knæene (se bondemanden nedenfor). En kappe eller rejsekappe ser man af og til i skifterne. Fæstebønderne skulle yde arbejde til godsejeren, noget af den arbejdsydelse kunne være ægtkørsel, til tider over store afstande, så kunne det være godt med en stor kappe til rejsebrug.

Hattene fulgte moden, og kunne være som den bondemanden nedenfor har på, Den kunne også være trekantet, for omkring midten af 1800-tallet at blive afløst af cylinderhatten, den såkaldte høje hat. Der fandtes huer både til inde- ude- og natbrug. Udendørs var der ofte tale om strikkede huer. Til indebrug var det nærmest en lille kalot, som kunne være syet af dyrt stof og pyntet med galluner eller bånd. De sidstnævnte kendes mest fra byerne. En kabuds var en syet hue, med stof som kunne rulles ned over kinder og hals. Den kunne også være med klapper, ligesom dem man nu kalder russerhuer. Kabudsen havde dog i hvert fald i 1800-tallet skygge som en kasket.

 

Nattrøjer blev også brugt af mænd, om end det ikke var helt så almindeligt. De kunne være strikkede eller syet og var mere bekvemme end den lange trøje. 
Skjorterne var syet afblårgarn, hørlærred, eller af det dyrere kramlærred, hvis man da havde råd til det. De var med linning ved hals og håndled, og temmelig vide og var så lange at de, når de var foldet ned om skridtet inde i bukserne, næsten gjorde det ud for underbukser, for den slags fandtes slet ikke, hverken til mænd eller kvinder. Man har ment, at folk sov nøgne i deres senge, men det kan ikke have været tilfældet, derom vidner flere sager i tingbøgerne, hvor der netop tales om at manden havde været nødt til at stå op eller gå ud i den bare skjorte, i nogle tilfælde også kaldet inderskjorten. 

Strømperne var ofte blå, grå eller hvide, de sidst formodentlig strikket af ufarvet uldgarn. Når der som regel kun nævnes ganske få strømper, er det nok fordi man gik med det samme par strømper indtil de var slidt op, og det var kun tøj der havde værdi, som blev registreret. Sko og støvler ses kun sjældent i mere end højst et par af hver slags. Skoene kunne have sølvspænder, men det var sjældent, og når der en gang imellem nævnes metalspænder, har de formodentlig været af messing. I det mindste på landet har alle haft træsko, men de var af så ringe værdi, at de ikke blev vurderet.

 

 

 

 

 

Til pænt brug var mænd iført en Kjol, som på billedet ovenfor. En kjol var overtøj. Den var dyr at anskaffe, og det var ikke alle der efterlod sig en sådan. For det meste var den syet af blåt, gråt eller ufarvet vadmel. Bedrestillede folk havde en kjol af klæde. Den var ofte sort eller indsprængt, det man nu til dags kalder meleret. De mange knapper var meget tit af metal, tin eller messing, men kunne også være af sølv. Kamelhårsknapper kendes også. De kunne være med metaltråde, og som det fine håndarbejde de var, kunne de være temmelig dyre. 

Selvom bonden her står med en rive, så var den slags klæder ikke arbejdstøj. Billedet er et udsnit fra et skillingstryk, en lovprisning af den lyksalige bondemand, der beder og arbejder. Trykket er fra sidste halvdel af 1700-tallet og påklædningen fra omkring midten af samme århundrede. Byernes borgere var klædt på samme måde, dog kunne en velhavende borgers kjol være forsynet med flere læg på ryggen, eller med såkaldte vinger, som var læg i siderne, så det stod ud til siden.

 


Bøndernes forhold i 1600-tallet

I første halvdel af 1600-tallet blev Jylland besat af fremmede tropper i flere omgange. Det medførte plyndringer, voldtægt og andre overgreb, og i mange egne af Jylland blev der i århundrederne derefter fortalt om, hvordan især svenskerne havde opført sig. 

 

Særligt hårde var vilkårene for befolkningen i de perioder, hvor dele af landet var besat af fremmede tropper. Det betød først og fremmest at besættelsesmagten fra 1620'erne og frem  krævede såkaldte kontributioner, dvs. en slags skat, som var langt højere, end hvad bønderne var vant til at betale. Krigene i 1620’erne og 1640’erne ramte Jylland og hertugdømmerne hårdt, men første gang kunne bønderne tære på reserver, og anden gang klarede de sig stadig nogenlunde. Derimod betød krigene i 1650’erne mere varig økonomisk nedgang.

 

Frem til omkring 1640 synes levevilkårene dog i øvrigt at have været ganske gode og endda i fremgang for det meste af befolkningen. De almindelige danske bønders gårde var så store, at de kunne brødføde familien, betale afgifter til godsejer og kirke og herudover producere et overskud, der kunne sælges. De stigende priser på fødevarer betød, at bønderne fik stadig flere penge for deres varer. Det almindelige bondeliv var stadig på mange måder hårdt, og det var ikke præget af stor luksus, men det var dog ret almindeligt, at der var råd til noget, der rakte ud over det helt nødvendige for at opretholde livet. Danske bønder købte i et vist omfang importeret tøj og importerede fødevarer, og det var ikke enestående at finde genstande af sølv og tin i bondehjem omkring 1640.

Udviklingen havde dog sine tabere. Den voksende husmandsbefolkning skulle købe fødevarer eller opnå dem som modydelse for arbejde for bønderne. De oplevede, at arbejdslønnen haltede efter fødevarepriserne. Det er uklart, hvor meget husmændene mærkede det, da mange af dem trods alt havde en stump jord og ret til at græsse en ko eller to, men i hvert fald mærkede de ikke meget til de gode tider. I år, hvor høsten var dårlig og priserne var høje, lød der klager over, at mange sultede rundt om i landet.


En mindre del af befolkningen faldt helt igennem og blev til et omstrejfende proletariat af tiggere. Nogle historikere har ment, at det var helt op til 10 % af befolkningen, men det er nok for højt sat. Men problemet eksisterede. Kongen og hans rådgivere søgte at reducere det gennem en række initiativer. Man skelnede mellem de værdigt trængende, som især var de syge og de handicappede, som befolkningen blev pålagt at støtte ved almisser, og så de uværdigt trængende, som var i stand til at arbejde. De sidste skulle enten jages bort eller sættes i arbejde - bl.a. gennem Tugt- og Børnehuset.


Det omstrejfende proletariat forblev en relativt lille gruppe, men mod slutningen af perioden blev levevilkårene generelt dårligere for en stor del af befolkningen. Der er flere forklaringer. Landbrugspriserne blev lavere fra 1640’erne, og samtidig ser det ud til, at klimaet blev lidt værre. Trods lavere indtægter skulle bønderne betale øgede skatter.

 

I bondebefolkningen var både druk og vold ganske udbredt først i 1600-tallet. Også her peger en del dog på, at brugen af vold faldt gennem 1600-tallet. Staten var med til at søge at dæmpe den private vold gennem straffe og øget overvågning. Til gengæld voksede statens egen voldsmagt og brugen af den.

 

Efterveerne efter de mange krige i 1600-tallet havde forarmet landet. og i starten af 1700-tallet mister en tredjedel af de sjællandske gårdmænd deres gård i utide, fordi de ikke kan betale deres afgifter, og flere fæstebønder har "en efter anden havde forladt gården "af armod og fattigfom" på grund af gårdenes ringe tilliggende og skyldig landgilde". Det ser vi næsten ingen eksempler på i Sønderjylland, hvor de fleste bønder ikke er stavnsbundne, men hører direkte under kongen, og gårdene går i arv gennem generationer. Alle de kilder, vi har i form af breve fra præster og embedsmænd i andre landsdele, peger på, at de syd- og sønderjyske bønder var stolte og arbejdsomme bønd

 

 

Bønderne i 1700-tallet
I 1700-tallet var det almindeligt, at herremanden ejede jorden. Flertallet af bønderne i Sýd- og Sønderjylland, især i Nordslesvig og den vestlige del af Sydslesvig, hørte dog efter reformationen under kongen. Bønderne lejede så noget af herremandens eller kongens jord og måske også det hus, der lå på jorden. Det hed, at de fæstede jorden, og derfor blev de kaldt fæstebønder. Som en del af afgiften for at bruge jorden eller boligen skulle bønderne arbejde på herremandens gård. Det kaldtes hoveri. Hoveriets omfang voksede i 1700-tallet, og det var skyld i flere konflikter mellem godsejer og fæstebønder.

 

Forholdet mellem bønder og herremand 

Hovedgården – i daglig tale: herregården, eller blot gården – var en økonomisk og social enhed, hvis betydning for 1700-tallets mennesker vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os. For de mennesker, der levede på godset, var det deres land, som de sjældent – og nogle så godt som aldrig – bevægede sig udenfor.


1700-tallets Danmark bestod af omkring 700 private godser. Landbefolkningen bestod – som den havde gjort i århundreder – af 60.000 gårdmandsfamilier samt husmandsfamilier, landarbejderfamilier, ugifte tjenestefolk samt den gruppe, tiden kaldte de fattige: mennesker, hvis arbejdskraft landbruget ikke havde brug for, eller som på grund af sygdom og alder var ude af stand til at arbejde.
 

Men 1700-tallets store befolkningsvækst ændrede afgørende forholdet mellem landbosamfundets grupper. Antallet af gårdmandsfamilier holdt sig stort set konstant. Det dyrkede areal kunne ikke bære flere bondegårde, såfremt gårdmandsfamilien skulle kunne leve, svare afgifter og hoveri til godsejeren og betale skatter til kongen. Det gamle samfund rådede ikke over jordreserver, som kunne inddrages og pløjes op, når befolkningen voksede. Overdrevene lå der ganske vist, men både godserne og bondegårdene var alt for afhængige af græsningen til kreaturerne til, at det var muligt at udvide det dyrkede areal væsentligt ad den vej. Ved 1700-tallets slutning var der opstået 90.000 husmands- og landarbejderfamilier. Og husmands- og landarbejdergruppen fortsatte med at vokse ind i det følgende århundrede.

 

 


Bonde og herremand - satirisk tegning fra 1700-tallet

 

Godsejeren ejede gårdmandsfamiliens eksistensgrundlag: fæstegården. Men godsejeren havde ikke uindskrænket rådighed over sin ejendom. Loven forbød ham således at nedlægge sine fæstegårde og lægge deres jord under hovedgårdsdriften. Bonden var garanteret sin gård på livstid, hvis han opfyldte vilkårene i sit fæstebrev: ydede sin landgilde, betalte sine skatter, udførte sit hoveri, holdt gården ved lige og i øvrigt udviste hørighed og lydighed over for godsejeren og hans repræsentanter.

I 1600-tallet var fæstegårde og hele landsbyer blevet nedlagt. Men fra begyndelsen af 1700-tallet synes loven at have været håndhævet effektivt. En fæstebonde var i sin gode ret til at sagsøge sin godsejer for kontraktbrud. Men godsejeren var ganske enkelt afhængig af sine fæstebønder. Og fæstebønderne vidste det. Forbudet mod at nedlægge fæstegårde var ensbetydende med, at godsejeren var tvunget til at bortfæste sine bondegårde, såfremt han skulle have noget ud af sin ejendom. Og det var vigtigt for ham at finde en fæster, der havde forstand på at drive en gård – hvad der var lige så krævende og kompliceret dengang, som det er i dag – og som helst også havde opsparet et passende beløb til indfæstning, når han skulle overtage gården. Endvidere var godsejeren afhængig af sine fæstebønders hoveri, når hovedgårdsjorden skulle dyrkes. Og når det gjaldt skatteopkrævning, soldaterudskrivning og det lokale retsvæsen, gjorde han klogt i at tage hensyn til, hvad hans bønder fandt ret og rimeligt. I virkelighedens verden var godsejeren ikke så almægtig, som han umiddelbart forekom, og fæstebonden ikke så afmægtig. Den lov, der gjaldt i dagligdagen, og som regulerede forholdet mellem jordens ejere og brugere, var det gamle samfunds sædvaneret: lokal skik og brug.

 

Derfor var forholdet mellem jordens ejere og brugere grundlæggende reguleret af et system af ydelser og modydelser. Bonden forrettede sit hoveri, men forventede til gengæld, at godsejeren kom ham til hjælp med sædekorn, heste og udsættelse af landgilde- og skattebetaling i dårlige år. Han holdt sin gård og dens jorder i god stand og havde da en berettiget forventning om, at en søn eller en svigersøn kunne overtage fæstet på rimelige vilkår, når han selv følte kræfterne svigte og ønskede at gå på aftægt på gården. Og viste han herskabet hørighed og lydighed, blev det nok ikke hans søn eller hans karl, godsejeren udpegede til at springe soldat.

 

Med til at formindske de konfliktmuligheder, der vitterlig eksisterede, var, at jordens ejere og brugere i dagligdagen var så godt som uden direkte personlig kontakt. Den største kontaktflade var hoveriet på hovedgårdsmarkerne, men det lod bonden i vid udstrækning forrette af sin karl. På fæstegårdens agre kom herskabet og fogeden ikke, og havde heller intet at komme der efter. Og i landsbyen var det gårdmændene, der bestemte, ikke husmændene og landarbejderne.

 

 


Til venstre en ridefoged, til højre en bonde der træder ridefogedens pisk under fode  


Bonden kunne optræde selvbevidst over for godsejeren og fogeden, hvis han var overbevist om, at han havde retten på sin side. Men normalt var han i optrækkende konfliktsituationer parat til at udvise den forventede ærbødighed og ydmyghed og spille uvidende og tåbelig. Man kunne komme langt med at spille dum, også i 1700-tallet. Kom en godsejer i åben konflikt med sine fæstebønder, var grunden normalt, at han savnede den fornødne indsigt i de hævdvundne former for gensidighed, eller at han bevidst udfordrede sine bønder med øgede byrder eller nye og uvante ydelser.

 

Ejendomsretten var vigtig i det gamle samfund. Men det var brugsretten og adfærdsnormerne også. Det skrevne ord og det trykte bogstav betød i dagligdagen mindre end mands minde: de ældste gårdmænds erindring om, hvordan det altid havde været – og fortsat burde være.
(Kilde:
http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien%2FDen_lange_fred%2FDet_gamle_samfund%2FSamfundet%2FJordens_brugere)

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret 9.1. 2015